SONFOR sænker den variable pris for 2026 – men regningen er stadig høj
31. oktober 2025
Den 31. oktober 2025 offentliggjorde SONFOR fjernvarmetaksterne for 2026. Bestyrelsen har sænket det variable bidrag fra 887,50 kr. til 845 kr. pr. MWh, mens de faste bidrag fastholdes på det niveau, der trådte i kraft den 1. oktober 2025.
Hvad betyder det for dig?
Ifølge SONFOR ender den årlige varmeregning for et standardhus på 125 m² med et forbrug på 14 MWh på 19.955 kr. inkl. moms i 2026. Det er knap 600 kr. mindre end efter prisstigningen i oktober 2025. SONFOR oplyser, at den tidligere udmeldte stigning dermed reduceres med 18 procent.
SONFOR forklarer lettelsen med, at økonomien er forbedret: Selskabet har genforhandlet sin finansiering, og den nye varmepumpe gør produktionen mindre sårbar over for svingende halmpriser.
Stadig langt fra 2021
Lettelsen ændrer ikke det store billede. Regner vi på et standardhus på 125 m² med et forbrug på 13,4 MWh, koster varmen i 2026 ca. 19.450 kr. om året mod ca. 10.500 kr. i 2021 – en stigning på omkring 85 procent. Og de faste bidrag, som man betaler uanset forbrug, er ikke sat ned.
SONFORs formand, Ellen Trane Nørby, erkender selv, at »situationen er forbedret, men vi er ikke i mål«. Bestyrelsen anbefaler desuden, at taksten fremover pris- og lønreguleres, og SONFOR vurderer fjernvarmetaksten hvert år i forbindelse med budgettet.
Kilder: SønderborgNYT, 31. oktober 2025 og SONFORs takstblade 2021–2026.