Skip to main content
Menu

FAQ

Ofte stillede spørgsmål

Her finder du svar på de spørgsmål, vi oftest får om foreningen, medlemskabet og arbejdet for fair fjernvarme på Nordals.

Om foreningen

Hvad er Fair Fjernvarme Nordals?

FFNA – Fair Fjernvarme Nordals er en forbrugerforening for fjernvarmekunderne på Nordals. Vi arbejder for fair fjernvarmepriser, åbenhed om økonomien og beslutningerne bag priserne, reel forbrugerindflydelse og rimelige vilkår – også ved udtrædelse. Foreningen blev stiftet den 24. september 2026 og bygger videre på arbejdet i gravergruppen. Læs mere om os.

Hvad får jeg ud af at være medlem?

Som medlem er du med til at give fjernvarmekunderne på Nordals en stærkere stemme. Du får nyheder og opdateringer om sagen, du kan deltage i fælles initiativer, og du har stemmeret på generalforsamlingen, hvor foreningens retning bliver besluttet.

Hvordan vil foreningen arbejde for lavere priser og rimelige udtrædelsesvilkår?

Vi søger aktindsigt, gennemgår budgetter og regnskaber og stiller spørgsmål til SONFOR, Sønderborg Kommune og myndighederne. Vi går i dialog, skriver høringssvar og klager, når der er grund til det. Foreningen har valgt advokatfirmaet DreistStorgaard, som rådgiver foreningen og kan repræsentere den ved klager til offentlige instanser. Medlemskontingenterne gør det muligt at betale for den juridiske og faglige bistand.

Får gravergruppen eller bestyrelsen løn?

Nej. Fair Fjernvarme Nordals er en frivillig forening, og hverken bestyrelsen eller gravergruppen får løn for den tid, vi bruger på sagen. Kontingentet går til foreningens arbejde og til juridisk og faglig bistand. Enkelte nødvendige udgifter kan blive dækket – fx transport, hvis vi skal til København og mødes med ministre eller myndigheder. Alle udgifter fremgår af foreningens regnskab, som bliver fremlagt på generalforsamlingen.

Betaler bestyrelsen, gravergruppen og bygrupperne også kontingent?

Ja. Alle i bestyrelsen, gravergruppen og bygrupperne betaler kontingent på lige fod med alle andre medlemmer – selvom de samtidig lægger utallige frivillige timer i foreningen. Ingen får rabat eller særlige fordele, fordi de er aktive.

Medlemskab og betaling

Hvem kan blive medlem af foreningen?

Alle, der ejer eller lejer en ejendom i SONFOR Varmes forsyningsområde på Nordals, og som aftager, har aftaget, er forpligtet til at aftage eller har givet tilsagn om at aftage fjernvarme. Det gælder både privatpersoner og virksomheder. Alle andre, der vil støtte sagen, kan blive støttemedlemmer.

Hvordan melder jeg mig ind?

Du melder dig ind ved at udfylde formularen på siden Bliv medlem. Du får straks en mail, der bekræfter, at vi har modtaget din tilmelding. Inden for 1–3 dage sender vi din endelige tilmelding med betaling til foreningen, og når du har betalt, er du medlem.

Hvad koster det at blive medlem?

Kontingentet er 500 kr. om året pr. husstand og 2.500 kr. om året for virksomheder. Støttemedlemmer betaler 250 kr. om året. Melder du dig ind i 2026, dækker betalingen til og med 31. december 2027. Vil du støtte med mere, er du meget velkommen til at indbetale et højere beløb.

Hvorfor skal jeg betale for at være medlem?

Kontingentet betaler for foreningens drift og for juridisk og anden faglig bistand, når sagen kræver det. Jo flere vi er, desto stærkere står vi – og desto bedre råd har vi til at få forholdene undersøgt ordentligt. Fjernvarmesagen rammer os alle og har store økonomiske konsekvenser for mange husstande på Nordals.

Er jeg juridisk forpligtet, hvis jeg melder mig ind?

Nej. Du forpligter dig kun til at betale kontingent og støtte fællesskabet. Juridiske skridt, der kræver din personlige accept, vil altid være frivillige for dig.

Kan der komme ekstra udgifter?

Det kan vi ikke udelukke. Hvis sagen kræver det, kan generalforsamlingen beslutte at opkræve et ekstraordinært bidrag, fx til advokatbistand. I så fald får du altid mulighed for at melde dig ud, hvis du ikke ønsker at betale.

Information og kontakt

Hvordan får jeg mere information?

Følg med under Nyt & Viden her på siden, hvor vi løbende skriver om sagen. Du er også velkommen til at skrive til bestyrelsen på info@ffna.dk.

Fandt du ikke svar?

Skriv til os, så svarer vi så hurtigt, vi kan. Eller meld dig ind og vær med til at give fjernvarmekunderne på Nordals større slagkraft.